Gå til sidens indhold

Sådan er det gode arbejdsliv

Tilrettelæggelse af egen arbejdstid og hjemmearbejdsdage stryger til tops på listen over, hvad vi værdsætter på jobbet. Læs her, hvad danskerne ellers lægger vægt på, når vi skal fortælle om det gode arbejdsliv.

Medlem i arbejde

Vi bruger mange timer på vores arbejde hver dag, og vores arbejdsliv smitter af på, hvordan vi trives og har det også i vores fritid. I Ballisagers kandidatanalyse fra 2021 er 1500 deltagere blevet spurgt om, hvad det gode arbejdsliv er for dem, og hvad der er vigtigst, hvis de kan vælge mellem en række goder.

Respondenterne er blandt andet blevet spurgt om, hvordan en virksomhed bedst kan hjælpe med balancen mellem arbejdsliv og fritid. Her lægger 64 procent vægt på selv at kunne tilrettelægge sin arbejdstid og arbejdsdag, mens hjemmearbejdsdag og hjemmearbejdsplads vægtes af 42 procent og mulighed for i perioder at kunne gå ned i tid indtager tredjepladsen med 41 procent. Ser man på det kønsspecifikt, vægter kvinderne (46 procent) mulighed for at gå ned i tid markant højere end mændene (36 procent), mens mændene (14 procent) hellere vil slippe for at stå med madlavningen fra bunden og få hjælp af arbejdsgiver end kvinderne (9 procent).

De unge ønsker fleksibiliteten ved at kunne tage orlov (30 procent), mens muligheden for at kunne tilrettelægge arbejdsdagen og arbejdstiden samt hjemmearbejdsplads er vigtigst for aldersgruppen 35-50-årige.

Har du et ønske om at skifte job, er de tre vigtigste områder ifølge undersøgelsen at få gode kolleger (45 procent), at lønnen er god (36 procent), og at man få en god chef (33 procent).
Det er en smule vigtigere for mændene at få en god løn (38 procent) i forhold til kvinderne (32 procent), derimod betyder balancen mellem arbejde og fritid mere for kvinderne (40 procent) end for mændene (25 procent), ligesom kvinderne vægter gode kolleger højere (47 procent) end mændene (31 procent). De to køn står lige, når de skal prioritere muligheden for at avancere og dygtiggøre sig.

Derudover reagerer mænd mere end kvinder på muligheden for at få bedre løn, og de er mere sandsynlige kandidater til at søge væk, hvis de oplever manglende indflydelse på beslutninger (11 procent) og udvikling (14 procent). De unge mellem 18 og 34 år efterspørger mere udvikling (17 procent) mod 8 procent hos de 50+-årige.

Læs mere i Kandidatundersøgelsen om emnet.

Mit DSL