Gå til sidens indhold

Ny genteknologisk forskning kan hjælpe med at gøre træ stærkere til byggeriet

Ny forskning i planters cellevægge udført af bl.a. Københavns Universitet åbner op for at skabe stærkere byggematerialer og muligvis mere klimaeffektive træer.

Træers mulighed for at blive store og stærke handler ikke kun om de rette mængder lys og vand, men også om at bygge cellevægge, der er stærke nok til at holde træet oprejst, så det kan modstå det enorme pres, der dannes, når træet suger vand fra rødderne og helt ud i bladene. Det skal en gruppe forskere ved Københavns Universitet ved hjælp af en ny teknik kigge nærmere på, og det er interessant for brugen af træ i fx byggeriet, skriver Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet i en nyhed. 

”Hvis vi både kan ændre cellevæggenes mønstre og cellevæggenes kemiske komposition, som vi og andre forskere allerede arbejder på, kan vi formentlig ændre træets styrke og porøsitet. Stærkere byggematerialer af træ er ikke kun fordelagtigt for byggebranchen, men også for miljø og klima. De har et mindre CO2-aftryk, en længere levetid og kan bruges til flere formål og i nogle tilfælde endda erstatte energitunge materialer som beton," siger Staffan Persson, som udover at være plantebiolog har en baggrund som bygningsingeniør.

I det kommende nummer af Bladet fra februar, kan du læse mere i en to-siders artikel om området.

 

Mit DSL