Gå til sidens indhold

Lønkompensationsordning justeres i forbindelse med genåbning

Ansatte på lønkompensation får mulighed for at forberede genåbning af virksomhederne. Hermed sikres en effektiv og smidig genåbning, udtaler formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Lizette Risgaard.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har besluttet at justere lønkompensationsordningen i forbindelse med genåbning af Danmark. Virksomhederne får dermed mulighed for at medarbejdere, der er omfattet af lønkompensationsordningen, kan genoptage deres arbejde i syv dage op til virksomhedens genåbning, uden at det påvirker virksomhedens mulighed for at få lønkompensation, skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse medio april.

Ordningen kan benyttes én gang for hver lønkompenserede medarbejder og vil gælde både den generelle lønkompensationsordning og ordningen for tvangslukkede virksomheder, medarbejderen skal dog have været omfattet af ordningen i mindst 30 dage i alt.

Formand for FH Lizette Risgaard siger om ordningen:

- Det er en stor lettelse, at vi nu kan se lyset for enden af tunellen, og at den sidste del af genåbningen snart er ved at falde på plads. Jeg er derfor også glad for, at vi er blevet enige om, at medarbejderne nu - syv dage før virksomheden må åbne - kan genoptage deres arbejde i virksomheden, samtidig med, at virksomheden fortsat kan få lønkompensation. Det gør vi for at sikre, at genåbningen bliver så effektiv og smidig som muligt for alle parter.

 

Mit DSL