Gå til sidens indhold

Er du fortrolig med den nye ferielov og klar til at planlægge ferien?

Den nye ferielov trådte i kraft den 1. september sidste år, men er du fortrolig med de nye regler, og hvad de betyder for dig?

Et nyt år med ferier og fridage ligger foran os, og ferieplanlægningen står for døren. Men de færreste af os er blevet fortrolige med de nye ferieregler, og hvor mange feriedage man egentlig har at gøre godt med til ferierne i år.

Den vigtigste ændring i den nye ferielov er, at vi nu har samtidighedsferie, hvilket betyder, at man holder sin ferie i samme år, som den er optjent. Du optjener helt konkret 2,08 feriedage pr. hele måned, du er i arbejde – uanset om du er på deltid eller fuld tid. Det svarer til 25 dages betalt ferie pr. år. De 25 feriedage optjenes på et år, der går fra den 1. september til den 31. august. Afholdelse af ferie kan dog strækkes ud helt til årets udgang, perioden, hvor man kan afholde ferie, bliver dermed på 16 måneder, skriver Fagbevægelsens Hovedorganisation på deres hjemmeside.

Tjek din feriesaldo og læg til

Når du skal til at planlægge ferie er det en god ide at se på din feriesaldo, for at finde ud af, hvor mange feriedage der står på ferieregnskabet her og nu, og derefter regne fremad. Du udregner det antal fridage, du optjener resten af optjeningsåret, dvs frem til 31. august i år, og lægger antallet af dage til din aktuelle saldo. Herved får du det antal feriedage, du har til rådighed til ferie i år.

Har du ikke feriedage nok til at afholde din planlagte ferie, kan du, efter aftale med arbejdsgiveren, få mulighed for at låne feriedage til betalt ferie, hvis du ikke på afholdelsestidspunktet har optjent tilstrækkeligt med feriedage på det tidspunkt, du vil holde ferie.

Hvad med de fem feriefridage?

Som ansat i en kommune eller i staten er du omfattet af en aftale, der giver dig ret til yderligere fem feriefridage udover ferielovens fem ferieuger - den såkaldte 6. ferieuge. Er du privatansat, vil det fremgå af overenskomsten, om du er omfattet af den 6. ferieuge, og er du ansat på en individuel kontrakt, skal det præcist aftales, at du har ret til en 6. ferieuge. De dage skal du selvfølgelig også medregne i dit ferieregnskab.

Hvis du har ferie i overskud

Har du ferie tilbage, som ikke er afholdt, kan du overføre den ferie, der ligger ud over fire ugers ferie efter aftale med arbejdsgiver, i slutningen af ferieåret.

Du kan læse med om feriereglerne her

Mit DSL