Gå til sidens indhold

Sådan kan du optimere rammerne for hjemmearbejde

Mange DSL’ere er vant til en enkelt hjemmearbejdsdag indimellem, men de færreste af os har dog prøvet at skulle arbejde hjemme i 14 dage eller mere. Herunder kan du læse vores 10 råd om, hvordan du kommer godt igennem de kommende uger via en hjemmearbejdsplads.

1. Indret en fast arbejdsplads

Hvis du kan skabe en arbejdsplads i hjemmet, så gør det. Find et specifikt sted, hvor du kan indrette dig, så du mentalt kan tage ’på arbejde’ uden at lade opgaverne og papirerne invadere køkken, stue eller andre forhåndenværende rum. En fast arbejdsplads kan også gøre det nemmere for eventuelle børn at forstå, hvornår du er på arbejde, og hvornår du har fri.

2. Skift arbejdsstilling og tænk over lyset

Husk at skifte arbejdsstilling ofte i løbet af dagen. De fleste af os vil skulle arbejde uden kontorets hæve-sænkebord, gode kontorstole og den helt rigtige belysning.

3. Kaffepauser, frokost og ’tak for i dag’

Husk at holde pauser og holde fri. Især hvis du har børn, kan det blive nødvendigt at lade arbejdet sprede sig ud over flere af døgnets timer for at få det hele til at gå op i en højere enhed. Lav derfor dit eget tidsskema som det første hver morgen og sæt et sluttidspunkt for dagens arbejde. Det kan blive en dårlig vane lige at kigge mails eller mobil på tidspunkter, hvor man ellers havde valgt at holde fri. Husk også at holde din frokostpause hver dag.

4. Skab rutiner

For mange vil det være en god idé at skabe nogle rutiner, hvis det kan lade sig gøre. For det første dagens tidsskema, men det kan også være nyttigt med en logbog over, hvilke arbejdsopgaver du har fuldført den pågældende dag. Så kan evt. slutte den af med en huskeliste til i morgen.

5. Klare aftaler om møder og opgaver

Hjemmearbejde handler meget om tillid. Så det er vigtigt, at du har nogle klare aftaler med din chef og dine kolleger. I skal være sikre på, hvornår I kan få fat i hinanden, og hvornår der er mere fleksibilitet. Det er vigtigt at forventningsafstemme og give klar besked, hvis man ikke kan overholde en aftale. Husk også at aftale med din ledelse, hvis du ikke kan holde en normal arbejdsdag, men spreder arbejdsdagen ud over fx aftentimerne.

6. GDPR

Du er underlagt de samme regler for persondatabeskyttelse, som hvis du sad på kontoret. Så du skal arkivere de samme steder, som du plejer, og du skal ikke lade computeren stå åben, så andre kan komme forbi og se personfølsomme oplysninger. Pas også på med ikke at skrive noter og lade dem ligge fremme.

7. Undgå ensomhed

Måske du kommer til at føle dig ensom eller savne dine kolleger. Så husk at man også sagtens kan mødes online – fx via Skype eller Facetime.

8. Være sammen uden at være sammen

Aftal nogle vaner med dine nærmeste kolleger. Det kunne være en ’godmorgen mail’, hvor man lige fortæller det, man normalt ville have fortalt over en kop kaffe en hverdag på kontoret. Husk også at tænke over, hvem du kommunikerer hvad til. De normale kommunikationskanaler er begrænset med hjemmearbejdspladser, så vi skal huske at informere til alle relevante kolleger – og måske ikke kun til den nærmeste medarbejder.

9. Sygdom

Hvis du bliver syg, så skal du huske at melde dig syg, som du plejer, selvom du er hjemmearbejdende. Du skal også aftale med din chef, hvis du vil holde fri eller afspadserer. Læs også vores FAQ om reglerne.

10. Få det bedste ud af situationen

Du har en fleksibilitet med en hjemmearbejdsplads, som kan være en fordel. Og du har mere tid derhjemme, fordi du sparer transporttiden til arbejde – så få det bedste ud af situationen.

 

Mit DSL