Gå til sidens indhold

Kære fagforening. Jeg har det skidt på arbejdet, og min chef synes, at jeg skal sige op, hvad gør jeg?

Kære medlem. Lad være – du skal nøje overveje din situation og prøve andre løsninger, inden du siger op.

DSL får henvendelser fra medlemmer, der presses af deres arbejdsplads i forbindelse med stress. Enkelte medarbejdere går derfor til chefen i et forsøg på at løse de problemer, der gør hverdagen svær. Men det nytter ikke altid. Indimellem er svaret, at der ikke er noget galt, hverken med ledelsen, arbejdsgangene eller arbejdspladsen. Vi hører også om, at medarbejderen bliver bedt om at overveje at få sig et andet arbejde.

Det er naturligvis ikke rimeligt, hvis din arbejdsgiver forsøger at presse dig til selv at sige op. Måske har du på det tidspunkt allerede været sygemeldt på grund af arbejdsmiljøet og er derfor uden overskud til at søge andet arbejde.

Hele spørgsmålet om at sige op og skifte job rummer mange udfordringer, som det kan være svært at forholde sig til, når man ikke er på toppen.

Det er altid en god ide at tage kontakt til DSL, hvis du overvejer at sige op. Hvis du får det dårligt og bliver syg af at gå på arbejde, er der også brug for, at du taler med din læge. Det er vigtigt, at du standser op, passer godt på dig selv og tager hånd om det, der stresser dig. Måske er der brug for, at du er sygemeldt, indtil du kan se verden mere klart.

DSL hører også om situationer, hvor det indimellem godt kan gøre en ellers fornuftig chef lidt gal i skralden at mangle en medarbejder, hvis der travlt. Det kan gøre det meget vanskeligt at melde sig syg og slappe af. Heldigvis er der generelt en stor forståelse for, at en medarbejder skal have fred og ro til at komme sig, når man fx er ramt af stress.

Hvad kan du selv gøre, hvis du bliver syg af at gå på arbejde
Hvis du har levet med et stor pres igennem længere tid, kan du få symptomer på stress og blive syg. Vær derfor opmærksom på dine behov. Din krop skal holde mange år endnu.

Vær syg – lad være med at gå på arbejde, hvis du er syg. Det kan ikke siges for tit.

Lyt til din krop – hvis du oplever, at du får det fysisk og psykisk dårligt, når du går på arbejde. Det kan være ondt i maven, koldsved, hovedpine, svigtende hukommelse, øget tendens til at fare op eller blive opgivende samt alt det, der knytter sig til eksamensangst eller nervøsitet ved at tale i større forsamlinger. Det er forskelligt fra person til person, men voldsomt og ubehageligt. Du skal fortælle din læge om de fysiske signaler – de er vigtige i forbindelse med en sygemelding og kan gøre en forskel i forhold til a-kassen.

Kontakt din fagforening – det er godt at få talt om situationen. Du har brug for at få ro og for at overbevise dig selv om, at det ikke er din skyld.

Mange medlemmer har brug for at tale om, hvorfor de er blevet syge – mange har desværre også en ide om, at det delvis er deres skyld. Det er det ikke. Men det er oplagt, at du kan gøre noget for at begrænse, hvor meget du vil lade dig påvirke. Det er en stor udfordring, og kan for mange handle om at gå på kompromis med sin egen personlige faglighed eller ambitionsniveau.

Grundlæggende handler det også om, at chefens ledelsesret sætter rammerne for ens arbejde, og er man grundlæggende uenig i chefens beslutninger om, hvordan arbejdet skal udføres, har man et problem, der kan føre til stress.

Vær opmærksom på dine rettigheder
Du har ret til at være syg – når du er syg. Du skal ikke presse dig til at gå på arbejde, hvis du burde blive hjemme. Også selv om du er savnet på arbejdspladsen, eller chefen tydeligt beder dig om at vende hurtigt tilbage.

Hvis du ikke lytter til din krop og gerne vil hjælpe din arbejdsplads trods din sygdom, skal du tænke dig godt om. Som udgangspunkt er det en rigtig dårlig ide, og du kan måske gøre ondt værre.

Arbejder du, selv om du er stressramt eller på anden måde syg, kan du risikere at miste din dømmekraft i løbet af dagen. Det kan ende i en situation, hvor du i værste fald begår fejl, reagerer meget uhensigtsmæssigt, falder i søvn eller siger noget, som betyder, at du bortvises og med øjeblikkelig virkning mister dit job, kommer i karantæne og risikerer en meget værre stresspåvirkning.

Undgå karantæne i a-kassen
Du vil komme i karantæne i a-kassen, når du selv siger op uden gyldig grund. Hvis der ikke er en vej uden om at sige op, er det derfor vigtigt at du drøfte sagen med a-kassen – sygdommen må ikke skyldes samarbejdsproblemer på arbejdspladsen. Derfor skal du fokusere på de fysiske tegn på din sygdom.

Hvis du bliver syg af at gå på arbejde, skal du tale med din arbejdsgiver, om det er muligt, at arbejdspladsen kan tilbyde et andet passende arbejde, som ikke gør dig syg. Hvis ikke det kan lade sig gøre, skal du kontakte din læge og få beskrevet din situation, din sygdom og dit behov for at forlade arbejdspladsen. Derefter skal a-kassen godkende, at du har en acceptabel grund til at sige op. Først på det tidspunkt skal du sige op, og du undgår karantæne.

Du kan godt blive opsagt, selvom du er sygemeldt – eller indgå en fratrædelsesaftale, hvis det foreslås af arbejdsgiveren.

Du skal være opmærksom på, at mens du er syg, kan din arbejdsgiver sige dig op. Har du et meget langt opsigelsesvarsel, kan det være en god ide for dig at vente på at blive sagt op, i stedet for selv at sige op. Der er typisk flere måneders løn til forskel.

Der kan være en 120-dages regel – det betyder, at du kan opsiges med et forkortet opsigelsesvarsel efter 120 dages sygdom.
Er du nyansat, kan der være en prøveperiode, hvor du kan blive sagt op uden begrundelse og med meget kort varsel. Hvis en chef tænker, at en ny medarbejder ikke ”kan klare mosten”, kan prøveperioden bruges til at slutte samarbejdet.

Det handler ikke bare om is i maven. Det handler om, at du skal tænke på dig selv. Forud for denne situation, hvor du har mistet troen på at vende tilbage og venter på at blive sagt op, har der typisk været et forløb, hvor din chef ikke har handlet på at løse problemerne, eller chefen måske ligefrem har presset på for at få dig til selv at forlade arbejdspladsen. Manglende forståelse kan tilspidse situationen.

Det kan være meget ubehageligt at være sygemeldt, når man er ansat i en stilling, som man ikke ønsker at vende tilbage til. Og arbejdspladsens ret til mulighedserklæringer, samtaler og meget andet kan være meget stressende i en situation, hvor man har brug for ro. Måske føler du, at den eneste udvej er at sige op.

En del oplever en chef, der presser på, for at du skal sige op, så arbejdspladsen slipper for at betale løn i en længere opsigelsesperiode. Det gælder især mindre virksomheder, men kan forekomme alle vegne.

Når alle parter er blevet møre, vil der som oftest komme en forhandling eller en opsigelse, som betyder, at man hver især kan lægge forløbet bag sig og komme videre. Her er DSL fx i form af en lokal tillidsrepræsentant typisk med, da det kan være svært at se hinanden i øjnene uden en bisidder.

Selv om situationen er tilspidset, er det vigtigt, at der i begrundelsen for at opsige samarbejdet skal stå meget om de fysiske konsekvenser ved at gå på arbejdet. Til gengæld må begrundelsen som nævnt ikke handle om samarbejdsproblemer på arbejdspladsen.

 

Mit DSL