Gå til sidens indhold

Coronakrisen gør mentorordning essentiel

Når de studerende i coronatider ikke på samme måde som ellers kan møde virksomhederne og deres kommende arbejdsgivere, får DSL’s mentorordning en endnu vigtigere rolle som bindeled mellem de studerende og arbejdsmarkedet. Sådan lyder det fra DSL’s formand, der opfordrer både studerende og arbejdende DSL’ere til at melde sig til ordningen.

I knap et årti har DSL været med til at drive en mentorordning, der kobler DSL-studerende og relevante arbejdspladser med hinanden.

Gennem årene har ordningen været flittigt brugt, men nu kan den spille en endnu vigtigere rolle end tidligere. Coronakrisen gør nemlig, at de studerendes netværk til erhvervene er blevet svækket, og både uddannelsesmæssigt og jobmæssigt er det en stor hjælp at have et godt netværk i virksomhederne, lyder det fra DSL’s formand Henrik Steffensen Bach.

”De studerende lærer på en anden måde at lytte, lære, involvere sig og turde træffe beslutninger, når de er i direkte kontakt med erhvervet, og når den næste generation HOPI’er, SLing’er og NAKU’er dimitterer lige om lidt, skal de have meningsfulde job at komme i gang på. Det er en udfordring, når vi ikke mødes, som vi plejer,” forklarer DSL-formanden.

Derfor opfordrer han til, at både studerende og DSL’ere, der er i arbejde, i ekstra høj grad gør brug af ordningen nu:

”Ikke mindst i disse uger og måneder er personlige kontakter vigtige for studerende. Jeg vil på det kraftigste opfordre dem til at benytte tilbuddet, og jeg opfordrer også alle vi, der er i arbejde, til at tilbyde at mødes med studerende, enten være ude i marken eller virtuelt, nu hvor de fleste af os har gjort os erfaringer med det. De er vores kommende kolleger,” siger Henrik Steffensen Bach.

Netværk og karrieremuligheder

Et mentorforløb kan have mange forskellige formål, former og forløb. En mentor kan fx hjælpe en studerende med sparring på karrieremuligheder, indblik i en virksomhed eller arbejdsfunktion, jobsøgning eller med at skabe netværk til erhvervslivet. Samtidig får mentor- virksomheden en unik forbindelse til DSL-uddannelserne og kommende medarbejdere.

Det præcise forløb aftales mellem mentor og den studerende, som det passer begge parter bedst i forhold til tid og forventninger. Mentorforløbet kan være for en kortere periode, men varer oftest et år og tæller et sted mellem fire og syv møder, der som hovedregel finder sted hos mentorvirksomheden.

Et mentorforløb kan aftales direkte mellem virksomheder eller mentor og en studerende, eller den studerende kan tage kontakt til en virksomhed på DSL’s mentorliste, der ligger på hjemmesiden. Hvis det ønskede match ikke findes på mentorlisten, kan de studerende henvende sig til sekretariatet, der vil forsøge at finde en relevant mentor inden for det ønskede fagområde. Det har mange DSL’ere allerede gjort og med gode resultater, fortæller chef for afdelingen Kommunikation og Kompetence hos DSL, Hanne Jensen:

”Jeg får kun positive tilbagemeldinger fra deltagerne,” siger hun og uddyber:

”Når vi spørger vores medlemmer, hvorfor de gerne vil være mentorer, er svaret uden tøven, at det er glæden ved at hjælpe en studerende og fornøjelsen ved at give viden om ens job videre.”

”De studerende, der deltager i mentorordningen, er også begejstrede. De får en mentor, fordi de ønsker at omsætte teori fra skolen til praksis og for at få et indblik i ’det virkelige liv’, som de ikke kan få på samme måde andre steder. Og samtidigt bidrager det til det stærke netværket, som er et særkende for DSL,” siger Hanne Jensen.

 

Mit DSL